Øko-Erna’er! Unite!

Det er dyrt at handle ind, hvis man vil være sig selv bekendt. Det er nemt nok at gå efter de allerbilligste slagtilbud, men vi har vist alle set billeder nok af burhøns og grisetransporter til at vide, at det ikke er en holdbar løsning på sigt. Men hvad gør man så, hvis man gerne vil spise ordentligt, men bare tjener en helt almindelig løn?

Man handler ind sammen! Rundt omkring opstår der hele tiden nye Fødevarefællesskaber og indkøbsforeninger, og stille og roligt vinder også Group-buy konceptet frem.

Forskellen på Group-buy og indkøbsforeninger

Kort fortalt, så er Group-buy et spørgsmål om at gå sammen flere, gå direkte til leverandøren og spare mellemhandlere og transport i det omfang, det kan lade sig gøre. Hos os sparer du oveni købet en del på momsen, da vores lager ligger i Tyskland, hvor de kun betaler 7% moms på fødevarer. Men mere om det en anden dag:)

En indkøbsforening er, når private går sammen om at få et momsnummer, så de kan handle ind direkte hos producenten. Det er et stort arbejde, og mange stopper igen, når de indser, HVOR meget administration, der er forbundet med det. Allergitorvet.dk er den nemme løsning, hvis man gerne vil have fordelene ved samhandel, men ikke kan overskue selv at lave en indkøbsforening. Vi har lavet en overskuelig hjemmeside, I kan bestille fra, vi har ikke noget minimums-køb, og I kan bestille lige så tit, I har lyst til. Vi sparer jer for besværet ved at skulle kontakte producenterne. Men den største forskel er prisen. En indkøbsforening er typisk mellem 10-15 familier, der går sammen og handler til den pris, producenten fastsætter. Det er en god pris, for det er den pris, butikkerne handler til. Men med Group-buy kan det gøres billigere. Vi forhandler større og større rabatter hjem, fordi vi ikke bare er 10-15 husstande, der handler direkte hos producenten. Vi har bygget Allergitorvet.dk op, så der ikke er noget loft på, hvor mange, der kan være medlemmer. Tvært imod; jo flere vi er, des billigere bliver det, for des mere kan vi presse priserne!

Hvordan kan man komme i gang med at handle ind sammen?

Vi har lavet Allergitorvet.dk, der er en platform, hvor du kan handle stort ind til rigtig gode priser. Hos os køber du typisk et kolli, der er den pakke, de enkelte varer kommer i. Måske har du set pakkerne i Netto eller andre discountforretninger? Det er de der papkasser med fx  6 bøtter bagepulver i hver.  Meeeeen… 6 bøtter bagepulver? Hvor ofte skal man lige bruge 6 bøtter bagepulver? Selvom de er til en rigtig god pris er det bare rigtig meget bagepulver at have stående. (I en indskudt bemærkning kan vi fortælle, at vi løbende arbejder på at udvide vores sortiment med stykvarer) Men der er altså stadig en del at spare ved at handle ind sammen med nogen.

Dybest set er det et spørgsmål om at turde spørge sine venner og familie, om de er interesserede i at handle sammen. Rigtig mange basisvarer går jo igen i de fleste husholdninger. Der er flere måder at gøre det på:

  • Arrangere en hyggelig aften, hvor man sammen finder ud af, hvilke varer, der skal bestilles
  • Lave en Facebookgruppe, hvor man aftaler en bestillingsdag og løbende opdaterer
  • Spørge naboer eller folk i opgangen, om de skal have noget med, eller vil dele et kolli, når du bestiller
  • Hænge et opslag op i børnenes institution, og høre om nogen vil være med til fællesindkøb
  • Lav en liste over de basisvarer, du selv skal bruge, næste gang, du handler ind, og hav den liggende, så du kan spørge folk, der kommer forbi, om de skal have noget med.

Vi er i skrivende stund ved at udarbejde en pjece, der forklarer lidt om vores koncept. Når den er klar, vil den blive sendt med bestillinger ud, og du kan også printe den. Så er det lidt lettere at forklare venner og familie om konceptet.

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Sådan får du råd til at handle stort ind

Der er naturligvis mange måder at gøre det på, men flere har spurgt os om råd, og er her et par enkle start-redskaber, så du kan komme i gang med storkøb på allergitorvet.dk

Princippet er såre simpelt: det handler om at lægge lidt til side hele tiden, så du sidst på måneden har nok til at handle stort ind.

Der er en rigtig god grund til, at butikkerne vælger at bruge et forholdsmæssigt store areal på her&nu-varer. Alt det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Og måske slet ikke havde brug for? De gør det, fordi forbrugerne køber det. Men hvis du nu prøver, bare en måned, at lave en indkøbsseddel inden du handler ind (og vel at mærke holder dig til den), så vil du sandsynligvis opdage, at du kan spare ret mange penge på de der ting, du alligevel ikke manglede. De penge, du har sparet, sætter du til side, og hver måned kan det så lade sig gøre at købe stort ind af forskellige basisvarer. kke nødvendigvis det hele på én gang, men lidt ad gangen. Hvis du handler basisvarer hos os, får du endda rigtig meget for pengene!

Budgethuset.dk anslår, at en familie på 2 voksne og 2 børn bruger omkring 5131kr om måneden på mad og drikke. Det er tal fra 2012, og med de stigninger, der har været på fødevarepriserne de seneste år, kan tallet let ligge højere. Hos os, hjemme i vores private husholdning (2 voksne og 2 børn) ligger tallet noget lavere. Vi lever anslået for 3500 kr om måneden. Og det vel at mærke INDEN vi begyndte at handle hos allergitorvet. Tallene ser naturligvis forskellige ud i ALLE husstande, men de kan bruges til at give en idé om, at alle kan spare lidt op. Med et forbrug som angivet hos Budgethust.dk vil man hurtigt kunne spare fx 500 kr op om måneden. Penge, der kan bruges til at handle stort ind for.

Det gælder om at bygge sit lager op fra bunden. Altså først købe det, man bruger mest af. Vi er en børnefamilie på 5, så vi bruger pænt meget pasta, mel og flåede tomater (til kødsovsen), og her er vores besparelser. Der er taget udgangspunkt i glutenfri produkter.

Hvis man fx er en børnefamilie, der lever glutenfrit, og har sparet 500 kr op, så kan man hos allergitorvet.dk købe:

Dove’s Farm Brown Rice Pasta: Helsehelse:  204 kr Allergitorvet: 138 kr

Dove’s Farm White Flour: Helsehelse: 177,5 kr Allergitorvet.dk: 111 kr

Økologiske hakkede tomater:  SuperBest.dk: 102kr Allergitorvet.dk: 77 kr

Pris hos allergitorvet: incl. fragt og pakning:  482kr

Normalpriser: 608 ,5kr. UDEN fragt. Det vil i bedste fald sige, du skal ud at køre efter det.

Den første måned har I således sparet 126 kr. Det lyder måske ikke af alverden, men det lægges til næste måneds opsparing, og hvis vi siger, I kan spare 500 kr op igen, så har I pludselig 626 kr at handle stort ind for. PLUS naturligvis de penge, I ikke har købt ovenstående basisvarer for. På den måde vokser jeres basisvare-budget måned for måned. Som månederne går skal du naturligvis supplere med de varer, du købte først, men dét er der også råd til.

Sådan sparer du penge på indkøb. Mange penge!

 

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Copycat opskrift på Baressos Ultimative Iceblend Guld Mint

20140429_143656

Alle har en guilty pleasure. Min er Baressos Ultimative Iceblend med Guld Mint.  Jeg.Kan.Ikke.Gå.Forbi! Uanset, hvor meget jeg forsøger at overbevise mig selv, om at det er bedst at gå forbi, så finder jeg altid en grund til at liiiiiige i dag er det ok. Den anden dag stod jeg så med ungernes slush-ice-krus (sådan nogle smarte fryse-dimser, der rent faktisk laver slush-ice til mine hungrende kid) og tænkte: Der MÅ da være en copy-cat opskrift på Baressos Iceblend. Og vupti-vupti! Her er den så:

 

I en blender puttes:

2 ½ dl frosset sødmælk (i isterningposer eller hvordan det nu er smartest hjemme hos dig)

1 dl fløde

1 lille håndfuld friske mintblade (eller 10 mint-dråber)

Hvad der svarer til 1 spsk sukker af dit foretrukne sødemiddel

1 tsk instant kaffe opløst i meget lidt vand

Blende-blende-blende

Imens blenderen arbejder, smelter du 25 g mørk chokolade (mikroovnen er fortræffelig til formålet)

Den smeltede chokolade hældes i og blendes med i 30 sekunder. Det får chokoladen til at stivne i bitte små stykker.

Hæld på højt glas, og server med sugerør. IKEA har de der tykke café-sugerør, men det har jeg ikke endnu, som man kan se på billedet. Det får jeg!

Nydes i hængekøjen:)

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Glutenfri bananmuffins

DSC_0560 (3)

Denne opskrift har chefen selv stået for. Jeg glæder mig til at smage! De ser gode ud. Men prøv selv, og fortæl os, hvad I synes:)

Ingredienser

100 g  smeltet smør

300 g moden, moset banan

100 g Green & Blacks mørk chokolade. Hakket.

4 æg

210 g rørsukker

1 tsk vanilllesukker

150 g Dove’s Farm glutenfri hvid mel

1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde

Pisk æg, sukker og vanillesukker godt med en håndmixer. Gerne 4-5 minutter, så sukkeret er helt opløst.  Tilsæt smeltet smør, de mosede bananer og chokoladen. Bland bagepulveret i melet og sigt det i. Det vendes i med en dejskraber, fyldes i muffinforme (kun halvt op, hvis du ikke vil have banan-muffin-eksplosion i ovnen) og bages ved 180 grader i ca. 20 minutter. Hold øje med dem. Alle ovne er forskellige. Siger hende, der lige har bagt et meget mørkt brød i sin mors ovn.

 

 

 

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Appelsincreme, der burde være forbudt

… så god er den! Til chokoladekage Eller til at dyppe frugtstykker i?

Verdens bedste chokoladekage

Den er glutenfri og LCHF men i sagens natur ikke laktosefri. Den er lavet af fløde, græsk yoghurt og flødeost. Men hvis nogen laktosefri folk har forslag til en lækker creme, så kom frem med den! Jeg skal gerne lave den, tage billeder og lægge den op, så vi alle kan få gode alternativer:)

Ingredienser

1 dl fløde

75 g græsk yoghurt 10%

25 g Philadelphia (ikke light)

1 spsk Sukrin melis

2 spsk kokossukker

10 dråber appelsinolie

 

Hele balladen piskes godt med elpiskeren, hviler så i et par minutter, så kokossukkeret kan opsløses og piskes så igen. Man kan naturligvis erstatte både Sukrin melis og kokossukker med andre sødemidler som man lyster. Serveres iskold.

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Den perfekte tunsalat- af det, du har.

Den her tunsalat laver jeg igen og igen. Og igen. Den kan varieres i det uendelige, og så længe, man holder sig til grundprincipperne, LOVER jeg, den bliver god;) Den er min go-to-opskirft, når jeg skal have madpakke med, når ungerne render om benene på mig, og jeg ikke orker noget besværligt, men bare skal kaste noget sammen af det, der nu er i køkkenet. Jeg lever LCHF, så jeg har altid en del grønt, bacon, tun på dåse, og noget fedtet snask til dressingen.

De store tanker bag

Det er Claus Holm, der har lært mig grundpirncipperne i smagsudvikling. Jeg har haft den store fornøjelse at blive lavet mad til et par gange af ham, og han er dygtig. Virkelig dygtig. Star-struck-dygtig. Men nok om det, han skriver også om principperne i sine bøger, så det er ikke nogen statshemmelighed, og der er sikkert også andre, der arbejder efter samme principper. Ganske enkelt handler det om holde vores 5 smags-fornemmelser beskæftiget. Altså, have noget salt, sødt, surt, bittert og umami i retten. Samtidig er det lækkert, hvis der er noget blødt og noget crunchy. Og helst også noget, der kilder lidt stærkt. Så bliver vi hurtigere tilfredsstillet og får hurtigere fornemmelsen af at være mætte.

Opskriften

Lidt af dit og en sjat dat…. Det er faktisk sådan, jeg laver det:)

Jeg snitter en skålfuld grøntsager helt fint. Jeg kan godt lide at bruge kål, og hvis man lige orker at julienneskære det, så bliver det bare så fint og lækkert. Rødkål, hvidkål, spidskål, blomkål, broccoli. Eller hvad du nu har i køleskabet. Jeg har næsten også altid bladselleri, og elsker det, så det fyrer jeg også i. Lidt rødløg for lige at give det stærke, lidt agurk, lidt… af det hele. Hvad man nu har og kan li!

Et par dåser tun i vand. Med min LCHF kost skal jeg have meget olie, men jeg stoler ikke på den olie, der er i tun i olie. Så jeg laver en god dressing i stedet.

Lidt salt og umami: En pakke bacon i tern, ristet. For at tilføre salt, crisp, umami. Og fordi bacon bare er godt. Kender du nogen, der ikke kan li bacon?! Husk at hælde fedtet med i retten hvis du også er LCHF.

Lidt surt: et par cornichoner eller syltede agurker i fine tern.

Lidt sødt: en håndfuld rosiner eller anden tørret frugt. Eller en skive ananas (ikke dåseananas, det er fuldt af unødig sukker) i fine tern.

Det bitre findes i kålen, så nu har vi: Surt, sødt, salt, bittert og umami. Og vi har noget crispy i bacon og alle grøntsagerne, og noget blødt i tunen. Og i dressingen, som jeg laver lidt på lykke og fromme.

Dressing

Jeg har altid noget syrnet mælkeprodukt, som er basen i dressingen. Fx creme fraiche 38% eller græsk yoghurt 10%. Men det er meget fast i det, og skal bruge noget sødme, så jeg hælder tit fløde ved. Og så spæder jeg til med mayo og olie. Det lyder som en virkelig klam blanding, men det ER godt. Trænger det til mere sødme, vælger jeg kokossukker, og trænger det til mere syre, drypper jeg citronsaft i. Og så bare salt og peber.

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Mørk chokoladekage. LCHF, glutenfri, mælke/laktosefri og paleo. OG lækker!

Verdens bedste chokoladekage

Denne kage er…. VOLDSOMT god! Så er det sagt! Og så kan den serveres for alle dem med sjove kostvaner. Kagen er eller kan hurtigt blive LCHF, glutenfri, mælkefri/laktosefri eller paleo. Jeg har bagt den mange gange og laver ofte lidt om på opskriften. I denne version er smørret skiftet ud med kokosolie, så mælkeallergikere også kan være med.

Lidt om ingredienserne

Da jeg lavede opskriften var det egentlig med 4 æg, men er jeg så heldig at have fundet en landmand, hvor hønsene går frit rundt, at købe æg hos, og hans æg er altså mindre (og bedre!), så nu er der 5 æg i. Jeg har prøvet mange smagsfrie kokosolier, og denne er altså bare tanden bedre. Den er mere jævn i konsistensen, og den virker ikke forarbejdet. På fabrikken dampes olien nænsomt, og sådan fjerner de smagen. Ikke at der er noget i vejen med smagen af kokos. Den behøver bare ikke være til stede, når jeg steger en bøf! Eller i min chokoladekage, som ikke skal smage af kokos. Jeg har brugt Sukrin Gold, men er faktisk ikke så vild med smagen. Synes, den er kold. Derfor erstatter jeg noget af sødningen med bygmaltsirup (hvis kagen bages til glutenallergikere, så brug noget andet, fx kokossukker, der også har et lavt GI) Så vidt jeg har kunnet finde frem til har bygmaltsirupen et GI på under 40, hvilket er fint for mig. Hvis man er meget sensitiv, skal man selvfølgelig passe på. Bygmaltsirup har en lækker, maltagtig smag, der også gør den virkelig god i det salte køkken. Mange, især LCHF opskrifter foreskriver affedtet mandelmel. Jeg bruger i stedet almindelig mandelmel, for jeg synes, det tilfører min bagning noget konfektagtigt. Affedtet kokosmel derimod bruger jeg. Sparsomt. For jeg holder meget af smagen af kokos, bare ikke i alting! Chokoladen, jeg har valgt til denne kage er glutenfri og på 85%. Så kan low-carbere også være med. Loppefrøskaller er det sammen som Husk. De er bare en del billigere, når der ikke står Husk på pakken:)

 

Let’s go!

4 store eller 5 små æg deles

100 g smagsfri kokosolie

1 dl Sukrin gold

1/2 dl bygmaltsirup (hvis du er glutenallergiker, skal du vælge noget andet, da bygmaltsirup indeholder gluten!)

1/2 dl mandelmel

1/2 dl kokosmel (affedtet)

100 g god, mørk chokolade, smeltet

1 spsk loppefrøskaller

evt. 1/2 dl væske

 

Kokosolie, Sukrin og bygmaltsirup piskes med elpisker til det har en cremet konsistens. Tilsæt æggeblommer og pisk igen. Tilsæt loppefrøskaller, mandelmel og kokosmel og pisk let igen. Nu vendes den smeltede chokolade i. Lad dejen sætte sig mens æggehviderne piskes stive. Hvis dejen er meget fast kan man tilsætte 1/2 dl væske. Hviderne vendes i.

Kagen bages til den er færdig ved. 185 grader. I min bradepande tager det ca. 25 minutter. Men kig til den og vurder selv, hvornår den er færdig.

Den kvikke læser vil bemærke, at der hører en creme til. Det er en lækker appelsincreme, og opskriften er på vej:)

 

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail

Madspild

Da jeg var barn bekymrede jeg mig en del om ’dem i Afrika’. Dengang var der ikke så mange tv-kanaler, ja i det hele taget fik man ikke slynget den samme mængde billeder i hovedet, som man gør i dag. Måske var det derfor, det bekymrede mig sådan, hvordan alle de sultne mennesker dernede skulle få noget mad? Jeg havde set i Børnenes Ulandskalender, at de sultede, og jeg følte mig personligt ansvarlig for problemet. For hvorfor kunne vi ikke bare sende noget mad derned? I en lille æske med frimærke og ’AFRIKA’ som adresse? Når nu vi fx smed et halvt hvidkål ud, vi ikke orkede spise mere af? (Hvem orker i øvrigt spise et helt hvidkål?)

Nu ved jeg naturligvis godt, at verdens sultproblemer ikke sådan liiiiige løses ved en lille æske hvidkål med diffus adressering. Men min bevidsthed om verdens ulighed er ikke blevet mindre med årene. Som jeg ser mine børn vokse op, og indser at de jo skal arve Jorden (eller i hvert fald resterne af den), bliver min bevidsthed om økologi og bæredygtighed større og større. Således også bevidstheden om vores madspild. Ikke bare min egen lille families, men faktisk hele vestens madspild. Det er jo helt vanvittigt, hvor mange flere, vi ville kunne brødføde, hvis bare vi kunne putte resterne i æsken til Afrika. Men det kan vi ikke.

En sød kunde spurgte den anden dag, hvordan vi hos Allergitorvet forholdt os til, at mængdeindkøb kunne føre til mere madspild. Vi kan godt forstå bekymringen. Men det er faktisk sådan, at de fleste af vores varer har en ret lang holdbarhed. Vi har alle sammen prøvet at falde for supermarkedernes tilbud med to bakker tomater for en bakkes pris. Når vi så kommer hjem, kan vi måske godt se, vi bare ikke får brugt alle de tomater, men alligevel gør vi det igen og igen. Og igen og igen smider vi en halv bakke tomater ud, vi ikke fik brugt. Når man handler hos os, handler man direkte hos leverandøren, og varen har således ikke nået at stå på en supermarkedshylde i lang tid, før den kommer hjem til forbrugeren. Det vil sige, man har god tid til at få den brugt. De varer, en familie bruger meget af, som fx pasta eller mel, dem smider vi også sjældent ud.

Jeg følger en gruppe af folk på Facebook, der drøner rundt til supermarkedernes containere om natten og hapser noget af det op, der bliver smidt ud. De gør det naturligvis af forskellige årsager, men uanset årsagen, så taler billederne fra containerne deres tydelige sprog! Supermarkederne smider RIGTIG meget mad ud! Fordi det bliver for gammelt på hylderne eller fordi de skal bruge hyldepladsen til noget andet. Hjemme i køkkenet har vi naturligvis et stort ansvar i ikke at lave mad til 8, hvis vi kun er 4. I at bruge resterne. I at lære vores børn noget om, hvor meget, de øser op. Men butikkerne står for en virkelig stor del af det danske madspild, det er der ingen tvivl om. Hos Allergitorvet.dk tror vi på, at vores kunder godt kan håndtere hvor store mængder, de køber hos os. Vi mener faktisk at det er en rigtig god måde at eliminere madspildet på, for når man handler hos os, ’sparer’ man supermarkederne for besværet med at smide en hel masse i containeren. Og man sparer naturen for ressourcerne, der er gået til spilde.

 

Man skal vænne sig til nye vaner. Og nye vaner fører flere nye vaner med sig. Hos Allergitorvet.dk tror vi på, at det er sundere for en families økonomi og for verdens økologi at handle stort ind. Men ændrede vaner kommer ikke af sig selv. Derfor vil vi i den næste tid skrive en række artikler om ændrede indkøbsvaner og tanker. Men hvad tænker du? Del gerne dine tanker herunder, vi er altid interesserede i en god dialog.

 

Katrine,

Allergitorvet

facebookpinterestmailfacebookpinterestmail